Hvem er HalfBeatles?

By | januar 22, 2015

Hvad er motivationen ved at spille i The HalfBeatles?
http://www.halfbeatles.dk

Rune Glæsel:

For mig er det meget motiverende at få lov til at lave det jeg elsker, jeg elsker at spille og synge og jeg elsker Beatles. I løbet af 10 år med The HalfBeatles har tingene udviklet sig, vi har hver i sær udviklet os, vores act har udviklet sig og vores partnerskab har udviklet sig. Vi er 2 forskellige mennesker som fandt ud af at vores fælles fascination af Beatles samt vores høje ambitionsniveau var gensidigt. Dette var fundament nok til at starte The HalfBeatles og vi fandt hurtigt ud af at vores stemmer klingede godt sammen og at der på den bagrund var noget at bygge videre på. Vi er siden hen blevet ret gode hvis jeg selv skal sige det, det hører vi også fra andre. En af de vigtigste ting er at vi har det sjovt, det er en beslutning vi har taget, at det skal være sjovt at være med i The HalfBeatles og sjovt er det. Vi er gode til at justere på tingene hurtigt hvis noget føles forkert eller hvis vi er på vej i en forkert retning. The HalfBeatles er en legeplads hvor vi leger, pjatter, griner, prøver nye ting af og udvikles personligt.

Mathias Friis:

Kort og godt: Jeg elsker Beatles og deres musik. Det har jeg gjort lige siden, jeg som 6-7 årig hørte albummet ”Oldies but goldies” – et opsamlingsalbum udsendt i England op mod julen 1965. Her hørte jeg LP’ens side 1 i månedsvis, før min fætter kom på besøg og gjorde mig opmærksom på, at der også var en side 2. Wow! Der var sange som ”A hard day’s night” og ”I wanna hold your hand”. Beatles var faktisk en stor og vigtig inspiration for mig mht. at påbegynde at spille guitar som 13-årig. Det gik jeg siden hen videre med, da jeg uddannede mig på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det er sidenhen blevet en vigtig del af mit arbejdsliv. Jeg spiller både til koncerter, vielser, bryllup, fødselsdag og begravelser. Man kan læse om hvad jeg tilbyder som guitarist på www. SpanskGuitar.dk.

Desværre fik jeg aldrig mulighed for at opleve dem live, så da Paul McCartney begyndte at turnere igen ved årtusindskiftet, så var jeg omsider klar! Og det var netop efter en McCartney koncert i Horsens, at Rune spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at danne en Beatles duo med ham – ”tror det ku’ være en fed idé!”, sagde han. Jeg tyggede på den, og sagde ”Yes!”. Vi lagde kort efter hårdt ud med at mødes 4-5 gange om ugen – og her lagde vi fundamentet til det der i dag er en professionel duo kendetegnet ved fremragende tostemmige vokaler! Beatles kopi band i topklasse! Og det har samtidig været en spændende start på et venskab, som er i fortsat udvikling. Og no doubt: vi har det skide sjovt – både når vi øver og når vi er ude og spille. Derfor er det en stor glæde for mig at spille i The HalfBeatles!