Var det alt den varme vi skulle have i år?

By | juni 4, 2012

Påske var dejlig og pinsen fejlede heller ikke noget. Shortsene var kommet ud af gemmerne og vi var mange der nåede at få årets første solskoldning. Men det var ikke længe det holdt. Nu er de lange bukser tilbage og jeg har endda måtte have jakke på ved flere lejligheder fordi det var så koldt og blæsende. Den ene morgen viste termometeret sølle 6 grader. Vi taler juni måned!! Hvad sker der?

Nu skulle der spares på varmen

I perioden omkring påsken var vi overbevist om at nu var varmen kommet og vi gik så langt som til at slukke for fyret. Skulle der komme en enkelt dag eller to hvor der var lidt lavere temperaturer, så kunne vi jo altid tage en trøje på. Når det kun er en kortere periode, så kan det godt lade sig gøre.

Det er jo dejligt når man kan spare penge ved ikke at skulle have varme på. Med priserne på olie (ja vi har stadig et oliefyr), så bliver man nødt til at tænke over hvordan man bruger det. Til næsten 10 kroner pr. liter fyringsolie, så skal der ikke fråses med det.

Brænde

Billig varme

Heldigvis har vi også brændeovn, så selvom det nu har været koldt i relativt mange dage, så har vi på en relativt billig måde kunne holde varme ved at fyre med brænde.

Det kræver selvfølgelig at man er i nærheden til at kunne smide brænde på, men det har vi heldigvis muligheden for. Var begge parter på arbejde 8-10 timer om dagen, så var det ikke en mulighed.

Udover det, så har vi også den fordel, at vi har en masse træer på vores grund og mange af dem trænger til at blive fældet.

Så det betyder at der er en masse gratis brændsel. Det kræver noget arbejde at få det fældet, skåret i stykker og flækket, men det er til gengæld god motion.

Varmepumpe til næste år

Fordi olien er så dyr og fordi vores fyr snart er så gammelt at det skal skiftes, så går vi med tanker om at skifte til en varmepumpe løsning. Vi har talt med et par installatører omkring det og desværre mener de fleste at vi skal forvente at bruge omkring 100-150.000 kroner inkl. det hele.

Et nyt oliefyr eller noget andet som kan varme vores hus op vil nok løbe op i de samme priser, men det føles uanset som en stor udskrivning. Vi har derfor også leget med tanken om at køre opvarmning via brænde som den eneste varmekilde, men vi er ikke sikre på at det er helt holdbart i længden. Det virker fint når man er hjemme, men hvis man tager på en weekendtur eller på en lidt længere ferie, så skal man have andre til at gå og fyre op for sig. Det holder ikke rigtigt i længden.

Så lige nu går vi (som de fleste andre) bare og håber på, at sommeren har tænkt sig at komme tilbage og give os lidt bedre vejr og noget mere varme. Så kan vi da i det mindste udskyde beslutningen til lidt senere på året.