Min kæreste, som jeg mødte for godt fire måneder siden, er nu kommet helt over en periode med dårligt humør og noget i retning af modløshed, som var tæt på at komme i vejen for vores forhold. Da jeg mødte hende, havde hun kort forinden mistet sit arbejde på kontoret i en stor, multinational koncerns afdeling her i Danmark. Koncernen havde ganske enkelt valgt at lukke den danske afdeling og flytte opgaverne til Sverige, og samtlige medarbejdere blev i den forbindelse afskediget.
Minna, som min kæreste hedder, tog det i starten ganske afslappet, for hun er meget veluddannet og var i sit firma velanskrevet i jobbet som salgskoordinator. Derfor regnede hun bestemt med, at hun hurtigt kunne finde et andet arbejde, og jeg kan huske, at hun fortalte mig, at hun bestemt ikke var kræsen med hensyn til et arbejdes indhold. For hende er det helt tydeligt vigtigere at have et job i det hele taget end at gå op i, hvad man så skal udføre af opgaver på jobbet.
Men hun gjorde regning uden finanskrisen, for de ledige jobs hang tilsyneladende ikke ligefrem på træerne. Hun søgte og søgte, men der var ikke noget at få, og udløbsdatoen for hendes opsigelsesperiode nærmede sig med hastig skridt. Hun sagde direkte, at hun ville have det forfærdeligt med at skulle på arbejdsløshedsunderstøttelse.
Det gik i høj grad ud over hendes humør, og på et tidspunkt var jeg bange for, at hun måske var på vej ud i en egentlig depression. Men jeg holder uendeligt meget af hende, så jeg valgte at være loyal og bære over med hendes lejlighedsvise humørmæssige nedture.
Og godt for det, for nu er det endelig lykkedes for Minna at få et fast job igen. Hun er blevet ansat i et vikarbureau, hvor hun som en start er blevet udsendt som vikar til et firma, der havde brug for en erfaren salgsassistent. Med Minnas fortid som salgskoordinator var det jo oplagt at bruge hende til det vikariat.
Men ellers giver vikarbureauet sig af med stort set alt indenfor kontorservice. Og det passer Minna godt, for hun har stor lyst til afvekslende arbejdsopgaver, så hun ikke risikerer at gro fast i de samme rutiner dag efter dag.
For eksempel ser hun frem til, at hun en dag kan få et vikariat som sekretær, for hun har for et års tid siden taget en efteruddannelse, der netop retter sig mod et sådant job, og det vikarbureau, hun nu arbejder for, giver sig også af med sekretærservice, så den chance skal nok komme for Minna.
Hun er allerede faldet godt til i vikarbureauet, hvor hun har fået nogle gode kolleger, som hun i sagens natur godt nok ikke ser så meget til i hverdagen. Alligevel har hun opnået et virkeligt godt venindeforhold til en pige, der hedder Ulla, og som står for vikarbureauets telefonservice, så hun altså arbejder hjemme i firmaet og ikke sendes ud på forskellige vikaropgaver.
De to piger kommer godt ud af det med hinanden, og Minnas humør er igen helt på toppen.
