Hvem skulle have troet det? At jeg efter mange år som trucker og eksportchauffør endelig skulle få min gamle drøm om at køre langtur i Norge opfyldt? Det skulle jeg altså! Jeg glædede mig som et lille barn til at komme i gang. Jeg startede i maj 2016, og nu vil jeg gerne dele lidt af den oplevelse, som jeg faktisk stadig nyder den dag i dag som “norsk trucker”.
Min interesse for norske vejtransport startede allerede tilbage i anden halvdel af 80’erne, hvor jeg kørte eksport til Italien. Dengang stiftede jeg bekendtskab med flere norske chauffører, blandt andet fra firmaer som Sties Termotransport. Vi fulgtes ofte ad på hjemturen fra Italien, og når vi nåede Padborg, var jeg jo hjemme igen. Det var de norske kolleger langtfra. Mange af dem havde stadig en lang tur foran sig, før de endelig kunne losse et sted nordpå i Norge. Den tanke fascinerede mig dengang, og fascinationen har aldrig helt sluppet mig siden.
Derfor greb jeg chancen, da jeg i det tidlige forår 2016 så et norsk firma annoncere efter langturschauffører. Det føltes som om, jeg endelig fik lov til at følge op på en drøm, jeg havde båret rundt på i årevis.
I Norge bliver truckere narkotestet
Jeg tog turen til Drammen, hvor firmaet holder til, og havde en samtale med dem. Vi kunne lide hinanden med det samme, og jeg fik at vide, at jobbet var mit, hvis jeg kunne bestå en “ren test”. Jeg spurgte naturligvis, hvad det gik ud på, og fik at vide, at alle ansatte flere gange om året skal lade sig hasj teste.
Nå, for den da. Ikke at jeg havde noget at frygte – jeg kunne aldrig finde på at røre den slags. Testet blev jeg, og siden er det blevet gentaget to gange mere. Hver gang naturligvis med et negativt resultat. Faktisk kan jeg rigtig godt lide selve ideen bag ordningen. Det giver en form for tryghed, både for chaufførerne selv og for dem, vi kører for.
Hverdagen som langturschauffør i Norge
Jeg kører primært strækningen mellem Oslo og Kirkenes, og en gang imellem går turen også sydpå til Göteborg. Det er en variation, jeg sætter stor pris på, for de to ruter byder på vidt forskellige oplevelser bag rattet.
Jeg nyder allermest at køre i selve Norge, hvor landskaberne er så ubeskriveligt smukke, at man aldrig rigtig bliver træt af udsigten. Fjorde, fjelde og skiftende vejrforhold gør, at ingen tur er helt som den forrige. Det kræver naturligvis omtanke og erfaring at navigere sikkert gennem de norske vejnet, særligt om vinteren, men netop den udfordring er en del af det, jeg elsker ved jobbet.
Respekt og et godt omdømme
Noget af det, jeg virkelig værdsætter ved min arbejdsplads, er den kultur, der er bygget op omkring professionalisme. Det er almindeligt kendt, at chaufførerne i firmaet er testede, og at vi lægger vægt på at fremstå ordentligt klædt og velforberedte, når vi møder kunder eller andre trafikanter undervejs.
Den slags detaljer betyder faktisk mere, end man skulle tro. Det giver respekt – både hos kunderne, vi leverer til, og hos andre chauffører, vi møder undervejs på vejene. Man mærker tydeligt, at der er en stolthed forbundet med at være en del af et firma, der tager den slags alvorligt.
En drøm, der stadig lever
Ser jeg tilbage på beslutningen om at søge jobbet dengang i 2016, er jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg. Kombinationen af de flotte norske landskaber, en solid arbejdskultur og følelsen af endelig at have indfriet en gammel drøm, gør, at jeg stadig glæder mig til at sætte mig bag rattet hver eneste dag.
For mig handler det ikke kun om at transportere gods fra A til B. Det handler om den frihed og ro, man finder på de lange strækninger gennem norsk natur, og om at være en del af et fællesskab, hvor ordentlighed og respekt går hånd i hånd med faget. Hvis man som chauffør drømmer om noget lignende, kan jeg kun opfordre til at følge samme vej, som jeg selv gjorde dengang.
