Det gode værksted

By | juni 11, 2012

Det er ikke så længe siden, at min mand og jeg valgte at gå fra hinanden. Det var hårdt for mig og vistnok også for ham, men vi kunne bare ikke få det til at fungere mere som par. Jeg valgte at satse på en helt ny tilværelse i en anden by og med et andet job, som jeg var så heldig at finde ret hurtigt.

Det gik hurtigt op for mig, at der er nogle vanskeligheder, når man som kvinde selv skal klare alle de praktiske ting, som tidligere pr. automatik blev ordnet af min mand. Et eksempel var her for nylig, da jeg blev opmærksom på, at det var tid til at få sendt min bil til serviceeftersyn – der var allerede kørt et par tusinde kilometer over den foreskrevne termin.

Den første opgave var at finde ud af, hvem jeg skulle betro opgaven med at passe min bil, for jeg har ikke selv en klap forstand på det tekniske i en bil, så jeg var nødt til at finde et autoværksted, som jeg havde tiltro til. Det ville være alt for nemt for en fusentast at lokke urimeligt mange penge ud af mig, hvis nogen forsøgte det.

Derfor spurgte jeg en af mine nye kolleger og et godt råd, men dum som jeg var, spurgte jeg en af de kvindelige kolleger, som er så heldige at have en mand til at tage sig af den slags. Hun sagde lige ud, at hun ikke engang anede, hvor de fik passet deres bil, for det var noget, hendes mand tog sig af. Men hun tilbød at spørge ham og så vende tilbage med et svar næste dag.

Og det var lidt nedslående, for hendes mand havde fortalt hende, at han havde besluttet at skifte værksted, for han havde et par gange følt sig taget godt og grundigt ved næsen på det værksted, han havde brugt det seneste par år. Som jeg forstod det, var det et eller andet med et dækskift, som han mente, at værkstedet havde beregnet sig en urimeligt høj pris for.

Samme dag spurgte jeg så i frokostpausen ved et af bordene i kantinen, hvor der sad fire mænd og spiste frokost sammen. Det skulle jeg måske ikke have gjort, for de havde fire forskellige meninger om, hvilket værksted jeg burde vælge til at servicere min bil. Alle fire mente nok, at netop det værksted, de selv var kunde hos, også er verdens bedste.

Jeg var på nippet til bare at vælge et tilfældigt værksted blandt dem, der var at finde i fagbogen, men jeg udskød opgaven til næste dag på grund af travlhed. På vej hjem fra arbejde kørte jeg tilfældigt forbi et bilværksted, hvor det slog mig, at der så ualmindeligt ryddeligt og pænt ud på pladsen foran værkstedet. Jeg fik det indtryk, at her måtte der være orden i tingene, så da jeg ikke havde noget bedre at gå efter, besluttede jeg at bruge det værksted.

Og det kom jeg ikke til at fortryde, for jeg fik en ualmindeligt god behandling.