Skal jeg tage det, som et personligt nederlag, at jeg må sende vores søn på efterskole? Jeg kommer fra en meget konservativ familie. Min far var meget streng. Der var ikke noget med at slingre i skolegangen. Vi skulle bestå eksamenerne. Vi skulle uddannes – på universitetet, og vi skulle drive virksomheden videre. Og ja, jeg havde selv lidt problemer med at komme igennem gymnasiet og universitetet. Terperiet blev en pest. Men jeg klarede det. Og jeg er succesfuld i dag. Jeg ville sådan set ikke have været på universitetet selv. Jeg ville gerne have været uddannet som møbelsnedker. Men det ville min far ikke tillade mig. Det var hårdt. Det var faktisk mange år med lidelser og utallige prøvelser.
Hård i filten
De år har nok gjort mig hård i filten. Jeg har meget svært ved at acceptere, at min søn slet ikke er boglig. Jeg må dog indse, at min søde viv har ret i, at jeg ikke skal udsætte ham for det samme pres, som jeg selv har været udsat for. Men det er et faktum, at han ikke er boglig. Han er vild og meget opfindsom. Han spiller musik, fodbold og forsøger med djævlens vold og magt at undgå alt, hvad der har med bøger at gøre. Min far har sagt til mig, at min søn burde få at vide – på den hårde måde – at uden bøger og terperi kommer man ingen vegne. Han har også indprentet mig, hvor meget han måtte presse mig. Og han har fortalt mig gang på gang, at min søn ikke har nogen som helst tid at spilde. Han skal videre. Jeg orker ikke at tage diskussionen med min far om mit eget barn. Det er mig, der bestemmer her. Det har jeg fortalt ham.
10. klasse på efterskole
Og jeg har altså taget en beslutning i fællesskab med min søn og kone: Vores dreng får lov til at komme på efterskole – i 10. klasse for lige at få lov til at finde sig selv. Jeg ved jo godt, at der sker en masse i hans alder. Hormonerne styrter rundt i kroppen. Det ene øjeblik er man en lille dreng. Det næste, en stor og stærk mand. Ikke til at finde ud af. Og da slet ikke et tidspunkt, hvor man så også kan lave et kvalificeret valg for, hvor man vil videre frem i livet.
At min far så tror, at en efterskole er et sted, hvor man sender halvkriminelle børn hen, må han få lov til at blive ved med at tro. Han må også gerne bebrejde mig, at jeg ikke har kunnet holde min dreng på den rene bane. Han må tro, hvad han vil.
Jeg skal ikke udsætte min dreng for mere pres. Det har været svært nok for ham i 9. klasse. Han har gjort, hvad han kan. Og jeg må så finde mig i, at jeg egentlig bryder nogle af de løfter, jeg gav mig selv, da han blev født: Han skal ikke tvinges til at komme på universitetet, hvis han ikke selv vil. Han skal ikke tvinges til at jagte studenterhuen.
Arrigskab
Jeg har lige låst mig ind. Smider i arrigskab indkøbsposen på køkkenbordet. Min kone kigger på mig, men siger ikke noget. Hun kan se, at jeg er vred. Jeg går i bad, får vasket vreden væk. Trækker i et par joggingbukser og en t-shirt og går ud til min kone. Hun står ved vasken og er ved at ordne grøntsagerne, jeg har købt. Hun spørger mig, om jeg er ok. Om, hvad jeg var så sur over. Jeg omfavner hende og fortæller hende, at jeg er ok. Jeg fortæller hende, også hvad det var, der skete nede i supermarkedet, som gjorde mig så rasende.
Jeg havde mødt en af vores datters klassekammeraters mor. Jeg troede egentlig, at det var en ok kvinde, men hun udtrykte nogle helt forrykte fordomme om efterskoler. Jeg blev ret skuffet over hende. Vi havde ellers talt godt sammen til en eller anden klassefest for elever og forældre.
Teater som fag på efterskole
Kvinden, jeg mødte, havde spottet mig nede ved køledisken med kød. Hun havde sagt hej og spurgt ind til, hvordan det går. Jeg havde fortalt sådan lidt af hvert om, at alt er fint. Hun sagde så på et tidspunkt, at hun havde hørt, at min datter er en sinke i skolen. Det overraskede mig. Så jeg spurgte hende om hvorfor. Jo, hun havde jo hørt, at hun skal på en teater efterskole efter sommerferien snart. Og er efterskoler ikke sådan nogle steder, hvor man sender dem, der ikke kan følge med i undervisningen hen? Fordi de er for uintelligente! Jeg var blevet sur over hendes indirekte fornærmelser og antydninger om, at min datter ikke kan følge med i skolen. Det kan hun nemlig godt. Hun har bare ikke lyst til at gå videre på folkeskolen, simpelthen fordi hun keder sig. Så hun har valgt at ville bruge et år på en efterskole, hvor hun kan lære nogle andre ting end dem, man bliver heglet igennem i folkeskolen.
Ren besked
Jeg sagde derfor til kvinden, at min datter selv har valgt at få lov til at bruge tid til ting, der virkeligt interesserer hende. Havde sagt godaften til hende. Var gået min vej. Rasende. Og ja, mit raseri gælder den fordom, som kvinden i al sin naivitet udtrykte: Efterskoler er for dem, der ikke kan følge med! Det er jo en fordom, man havde tilbage i 1960’erne. Ikke i 2020’erne! En efterskole kan hjælpe unge, der har problemer med indlæring i skolen. Men en efterskole er så meget mere. Efterskoler er tilbud til unge, der gerne vil tænke sig om, inden de vælger retningen for deres fremtid. De er for unge, der lige skal prøve kræfter med mange andre ting.
Og ja, kvinden udtrykte en ting, som jeg faktisk ikke kan acceptere: Alle bør være lige. Alle bør følge den samme samlebåndsundervisning, som skolesystemet er bygget op på. Ingen skal afvige. Hvorfor i alverden skal der ikke være plads til forskellighed? Hvorfor skal alt puttes i kasser og regler? Det var sådan set den tanke, der gjorde mig rasende. Men nu er det gået over. Jeg begynder at snitte grøntsagerne, min kone har vasket, imens jeg forklarede.
